Alslev, Palmesøndag den 24.3.2013

 

Kære kirke!

Til lykke med, at du nu har overstået endnu en gennemgribende istandsættelse!

Det er langt fra første gang – ja, gad vide, hvor mange gange du har måttet holde ud at blive tømt, tilbygget, ombygget, hamret, boret og banket i? Hvor mange gange du er blevet smukt malet og gjort færdig, og igen taget i brug af menigheden i Alslev Sogn?

Det ved vi ikke, men det er helt sikkert, at hver gang det er sket, har netop den tids mode for indretning, de penge-midler man havde til rådighed og bygherrens smag og ambitioner, haft indflydelse på, hvordan du kom til at se ud.

 

Sådan er det selvfølgelig også denne gang.

 

Vi så på dit kirkerum, og vi så et rum med en smuk arkitektur. Rustikt - ja, næsten råt - og enkelt. Vi så også, at der var elementer i kirkerummet, som nok var gamle, men som ikke havde nogen funktion eller mening i vores tid. Vi besluttede, at det, vi gerne ville, var, at det rene og enkle skulle fremhæves, og at dit kirkerum skulle komme til at fremstå mere lyst.

Vi har i hele perioden fået stor og god hjælp fra vores dygtige arkitekt, Mette Viuf Larsen. Alle de dygtige håndværkere -ingen nævnt, ingen glemt- som denne gang var sat til at ”splitte dig ad”, har ydet en enorm indsats. Ved fælles hjælp fik dig sat sammen igen og gjort klar til dagen i dag. Tak til dem alle sammen!

Og, kære kirke - bortset fra, at der stadig drysser kalkstøv fra dine hvælvinger, noget man mener, vil fortage sig, når det hele er faldet til - kan vi med glæde og tilfredshed konstatere, at du er blevet akkurat, som vi ønskede: Lys og smuk!

 

Kærlig hilsen,

Menighedsrådet

 

PS. Vi havde en drøm om, at vi kunne give dig en nutidig kunstudsmykning, f.eks. en glasmosaik i det lille vindue i østgavlen og moderne alterudsmykning. Det lykkedes ikke nu, men drømmen lever skam stadig …….!