Her finder du billeder og tekster af begivenheder, der har fundet sted i de tre sogne.

Vedr. begivenheder fra 2013 og 2014 klik på Arkiv 2013, 2014, 2015

 

                   

Tilhørerne blev modtaget af en herlig duft af kager, da dørene blev åbnet på vid gab søndag eftermiddag. I strålende solskin tog Alslev Kirke imod alle de musikglade mennesker, der havde fundet vej til kirke denne dag. Menighedsrådene ved Janderup, Billum og Alslev kirker var værter ved dette års Kransekage-koncert. Konceptet var bygget op omkring musik og velgørenhed. Alle ca. 20 musikere medvirkede gratis til koncerten mens alle tilhørere lagde 40 kroner eller mere i indsamlingskurvene i våbenhuset, hvor der også var kaffe/the og diverse kager man kunne forsyne sig med.

Koncertprogrammet bød på en bred vifte af musik og sang. Der var grupper og solister, sangere og musikere i mangfoldige musikgenrer. Der var blød popmusik fra gruppen ”Enjoy”, klassisk korsang af ”Gelænderlærkerne”, jazztoner fra familie-trioen Hauberg-Jessen og endnu en trio: Hauberg-Buhl-Jørgensen-trio. 2 trompetister sørgede for en festlig begyndelse og afslutning af koncerten, mens 2 sangsolister – heriblandt den nye musikalske sognemedhjælper (også kaldet kirke-og kultur medarbejder) Elisabeth Andersen, der tryllebandt alle tilhørerne med sin smukke sang til to Carl Nielsen-melodier.

Tilhørerne fik også selv mulighed for at bidrage til musikken i form af to fællessange: ”Septembers himmel er så blå” passede perfekt til dagen, hvor efterårsvejret viste sige fra den pæneste side. ”Gelænderlærkerne” leverede en flot overstemme og krydrede på denne måde fællessangen på smukkeste vis. Salmen ”Op af den ting, som Gud har gjort” steg opad og løftede taget i det fine kirkerum.

Gode folk fra menighedsrådene i Janderup, Billum og Alslev havde bagt muffins og kransekager, som blev beundret og nydt med velbehag efter koncerten.

Tak til alle medvirkende ved Kransekage-koncerten 2015. Tak til alle sangere og musikere, der så velvilligt tog imod indbydelsen at synge og spille deres musik ved denne ”sammenskuds-koncert” – og lade os andre få del i deres sang- og musikglæde. Tak til alle kagebagerne for deres kulinariske snilde, der både krydrede øjet og ganen.

Tak til alle tilhørere, som kom og deltog i denne velgørenhedskoncert, hvor der blev samlet godt 3000 kroner ind til Kirkens Korshær i Danmark. På den måde kan vi alle sammen være med til at gøre en forskel for mennesker, der trænger til en lille håndsrækning.

              TAK FOR EN GOD KRANSEKAGE-KONCERT

                     Connie Rønne Jørgensen, organist.